Så sent som for et par uger siden, skrev jeg faktisk en masse sider (til mig selv) omkring min egen krop, den udvikling den og jeg har gennemgået igennem årene. Jeg har ikke helt kunne finde ud af om jeg ville skrive noget om det herinde, men da Caroline fra (den virkelig underholdende blog) tankeskrald i går skrev et ret fint indlæg om det nu til dags egentlig overhovedet er okay at være tilfreds med sin krop, besluttede jeg mig for lige at komme med mit besyv og fortælle lidt om mit eget forhold til det hylster der er min krop. Så here goes! Det bliver langt – nu er du advaret 😉
Caroline havde allieret sig med nogle af mine egne yndlings bloggere og bedt dem om at sætte nogle ord på deres forhold til deres krop, både Cathrine, Miriam, Kia og Mette Marie er alle kommet med nogle virkelig kloge udtalelser. Hele indlægget kan læses her
Det korte svar på Carolines spørgsmål er: Selvfølgelig er det i orden at være glad for den krop man nu engang er indehaver af!
Men er det virkelig så simpelt? Ikke i min verden ihvertfald! Jeg synes selvfølgelig at det er i orden at være glad og tilfreds med sin krop – men må desværre også samtidig indrømme at jeg kan have det lidt ambivalent med folk der fortæller om at de har en lækker krop, gode stænger, perfekte babser eller hvad det nu kan være. Det må virkelig være fantastisk at have det sådan og der er på ingen måde noget galt i også at sige det højt, men i en verden hvor normen efterhånden er at der altid er noget der kan forbedres, kan det godt virke en smule provokerende med den slags udtalelser.
Logisk ved jeg jo godt at det mest af alt handler om egen usikkerhed hvis jeg bliver provokeret af den slags, og jeg synes jo også at det er fantastisk for dem der rent faktisk er tilfredse med deres krop (og temmelig misundelig), som den nu engang ser ud, alligevel prikker det bare til alle de dumme stemmer oven i hovedet.
I snart halvdelen af mit liv har jeg kæmpet med min vægt og imod min krop i virkeligheden. Hvorfor jeg begyndte at tage på omkring 16 års alderen, ved jeg egentlig ikke. Det var nok en kombination af flere ting som for meget hygge, meget alkohol, kærestesorger og P-piller. Nu her ca 14 år senere har jeg afprøvet alverdens kure, tabt de samme kilo ca 3000 gange. Slået mig selv i hovedet, klaget min nød, haft lidt ondt af mig selv, og så vidt muligt undgået det der med bikinier og den slags. Med andre ord så er jeg ikke tilfreds med min krop!
Hvorfor jeg ikke én gang for alle har gjort noget ved det, kan jeg ikke svare på. Halvhjertede forsøg har der til gengæld været virkelig mange af!
Det med at veje for meget og være utilfreds fylder sindssygt meget og ubevist hindrer det mig i at gøre en masse ting. Ikke fysisk, kun mentalt og hvor dumt er det lige?
Selvom jeg er overvægtig, har en god portion appelsinhud og ditto strækmærker, slatne arme og nogle bryster der bestemt ikke sidder hvor de gjorde for 10 år siden, så er min overvægt fordelt nogenlunde ligeligt hvilket gør min krop rimelig harmonisk, jeg er timeglas formet med fine former, har stadig gode babser og så er det hele jo egentlig ikke så slemt. Heldigvis har jeg et godt udgangspunkt og det med tilfredsheden skal nok komme.
Jeg ved ikke hvorfor det er blevet sådan at det er normen at være så selvkritisk og utilfreds, i virkeligheden er det sindssygt selvoptaget at bruge så mange timer i døgnet bare på at tænke på sig selv og sin krop – tænk hvad man (læs: jeg) kunne udrette hvis det blev stoppet, og tænk hvor meget sjovere livet ville være.
Jeg ved egentlig ikke hvis skyld det er at det er kommet dertil hvor små børn er fokuserede på deres vægt, og nærmest samtlige kvinder kan udpege de første 10 ting de gerne ville lave om hvis de kunne, men det er en virkelig sørgelig udvikling.
Det nemmeste er at skyde skylden på medierne og de syletynde modeller – og det har helt sikkert en del af skylden, men sandheden er jo nok nærmere at vi alle bærer en del af skylden. Det er noget mærkeligt noget det med at udråbe en bestemt kropstype til at være idealet – istedet burde man hylde forskelligheden – der jo netop er dén der gør det sjovt og smukt at være menneske. For det med kroppen betyder jo ingenting – det er netop bare et hylster og så længe den fungerer som den skal, så burde det andet ikke være så vigtigt.
Jeg er netop blevet færdig med at se Drop Dead Diva og for dem der ikke kender den, handler den om en model der dør og så kommer tilbage til jorden i en krop der tilhører en super sej advokat der har rigeligt til både gården og gaden. Hun er sindssygt smuk, og med den måde hun bærer sig selv på og det hun udstråler – gør at hun snildt kan hamle op med selv hendes bedste ven som er model og tynd selvfølgelig. Den slags ser man jævnligt eksempler på – altså ikke det med at modeller returnerer til jorden i en ny og tykkere krop 😉 – men det med at det er udstrålingen og det man tænker om sig selv på der betyder allermest for hvordan andre opfatter en. Alt det siger jeg til mig selv – imens jeg har fastedag fordi jeg prøver at smide nogle kilo haha 😉 Èt skridt ad gangen ikke?
Jeg er ikke typen der er konstant på kur og har også ligesom indset at det med at være afholdsmenneske og træne hver dag, det er ikke noget for mig. Jeg er derfor også indforstået med at jeg ikke bliver, og har heller intet ønske om at blive en sylfide der lever af salat. Dertil er jeg simpelthen for glad for mayo, kage, alkohol og alt det andet sjove man kan fylde sig med 😉
Jeg vil gerne smide en god portion kilo, faktisk har en veninde og jeg lige lavet en aftale om at vægten skal sige minus 20 kg inden 1 juni næste år – nu må vi se om det lykkes 😀 Men endnu vigtigere er det med at arbejde med det indre – med de dumme tanker og beslutte én gang for alle at man og jeg, er helt ok uanset vægt!
Denne sommer har jeg besluttet at hoppe i shorts og korte kjoler på trods af appelsinhud og andre sjove ting – livet er simpelthen for kort til at skulle tænke så meget over sådan en lille ting! Så selvom jeg ikke er fuldstændig ligeglad og at jeg foretrækker lyset slukket når jeg knalder (altså jeg gør mig ikke i den slags, men hvis jeg gjorde 😉 ) så bliver livet simpelthen så kedeligt hvis man ikke bare kan nyde at være til stede og tage alle de fantastiske oplevelser ind istedet for at slå sig selv i hovedet over den ekstra is eller flaske rosé der røg indenbords.
Det blev et rimelig lang og temmelig rodet indlæg, men det er eddermaneme svært at få kogt så mange tanker ned til noget nogenlunde fornuftigt haha.
Vil i være med i debatten? Hvad er dit forhold til din krop og er det egentlig okay bare at være tilfreds?
